You are currently viewing Pokalfinalestævne 2024

Pokalfinalestævne 2024

Pinsesøndag den 19. maj kl. 11.00 starter det traditionsrige Pokalfinalestævne, denne gang centralt i landet, nemlig Lillebæltshallerne i Middelfart.

Da vi spiller i en Idrætshal har vi droppet den tidligere så populære frokost, dvs. hallens Cafeteria er åbent, og her kan man dels forudbestille frokost og drikkevarer pausen, dels er der mulighed for at handle i kiosken dagen igennem. I uge 17 forventer jeg at få nærmere information om mulighederne i cafeteriet, og denne information bliver naturligvis tilgængelig her på siden.

Som vanligt skal der findes hele fem pokalmestre. Der spilles i Juniorklassen, Bredderækken, Eliterækken samt Senior 50+ og 65+.

Hvis vi kan finde en Livemaster satses der på at sende 8-12 brætter live, så det bliver muligt at følge med hjemme fra sofaen, hvis man ikke er blandt deltagerne.

Optakten til Pokalfinalestævnet har heller ikke i år været optimal med hensyn til information, så derfor gives der igen i år meget large tidsfrister for tilmelding af hold, og spillere på holdet.

Senest 4 dage før Pinsesøndag den 19. maj – det vil sige onsdag den 15. maj – indsendes hovedkredsens liste over tilmeldte hold i Bredde- og Eliterækken. Øvrige hold, dvs. Juniorklassen, Senior 50+ og Senior 65+, har samme tilmeldingsfrist, men skal sendes til pokalturnering@skak.dk eller ved at ringe til Poul Jacobsen på 40 83 36 16, hvor man også kan få svar på eventuelle spørgsmål. Listen skal foruden holdnavne indeholde styrkeliste over holdets spillere samt evt. forudbestilling af mad.

Link til pokalturneringens ratingliste januar 2024 finder du her.

Link til reglement for Pokalturneringen findes her.

Spillested: Lillebæltshallerne, Færøvej 74-76, 5500 Middelfart. Der er masser af parkeringspladser til bilisterne i tilknytning til hallerne. Vælger i at tage toget til Middelfart er der en frisk og kort spadseretur på 1,5 kilometer fra Stationen til spillestedet.

Poul Jacobsen